Europamesterskabet 2017 + en udtagelse til VM

Den 29 og 30 juni roede jeg EM maraton. En helt vild god oplevelse og nogle gode løb.

Torsdag den 29 juni roede jeg enerkajak over de 19 km.

Det var et heftigt løb med en masse taktik og små sprinter, for at ro de andre af. i 5 ud af 5 runder lå jeg sammen med 3 andre piger og kæmpede om 3. pladsen. På den sidste korte runde på 1000m slap mine kræfter op, og jeg trak det korteste strå mellem os piger. Det blev til en 6. plads, som jeg er stolt og tilfreds med.

Jeg var 21 sekunder fra en 3. plads.

Alt i alt et godt løb, men også en hel del erfaring, som jeg kan tage med hjem.

 

Fredag den 30 juni var jeg i aktion igen.

Denne gang i toerkajak over de 19 km. De første 100m af løbet gik rigtig godt. Vi lå ved siden af den førende båd, indtil en båd fra Ukraine ramte vores båd, så vi ingenting kunne gøre og den første gruppe slap væk. Vi kæmpede videre og vi kom op og lå i anden gruppe, som kunne give en 4. plads. Nogle småfejl gjorde, at vi kom ned og skulle kæmpe om 5. pladsen mod Italien. I overbærringen inden den korte runde på 1000m løb italienerne os bevidst ind i et hegn.

I følge mig burde det give dem en tidsstraf, da det gjorde, at vi mistede vores 5. plads. Vi kom i mål som nr. 6. Et løb som var maraton når det er bedst. Jeg var frustreret da jeg kom ind, men jeg vidste at jeg gjorde hvad jeg kunne. Alt i alt var vi tilfredse med løbet, selvom vi havde et par uheld undervejs.

Mine gode placeringer har gjort, at jeg er blevet udtaget til at repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet til september i Syd Afrika. Indtil videre er jeg udtaget i toerkajak, og der kommer nærmere info når vi kommer tættere på.

Efter EM har jeg været på hårdtræningslejr i en uge. En hård og god uge.